Side:Marie Antoinette og revolusjonen del 2.pdf/24

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

14 stansede de for at trykke og omdele revolutio nære sange. Midt i den megen larm og de mange re volutionsskrig tilkjendegav linjetropperne og nationalgardens grenaderer, at de endnu var sin konge tro. Et af regimenterne stansede under balkonen ; og soldaterne sang med sterke, varme stemmer op til kongefamilien : Ou peut-on étre mieux qu'au sein de sa familie ! " Ludvig den sekstende traadte ud af mili tærskolen og sluttede sig til rigsforsamlingens medlemmer for tilfods at begive sig til fædre landets alter. Kongen, de deputerede, soldaterne, mæng den, alle berørte hverandre, alle puffede sig frem. Hvad kunde ikke Ludvig være udsat for mellem disse rasende sværmere, der skreg og hvinede som vilde dyr. Fulde af angst spurgte hans venner sig selv, hvad der mon vilde ske, om han vilde blive truffen af et dolkestød eller af en kugle? Der fandtes ikke en tom plads i vrimmelen. Ludvig kunde kun langsomt og med vanske lighed arbeide sig fremad mod alteret, — en afbrudt søile, som var bleven staaende paa Marsmarken, efterglemt siden den forrige fest.