Medens jeg gik hen ad hans Hus til, sagde jeg ved mig selv: „Det Navn klinger mig bekjendt,“ og jeg søgte taalmodigt at erindre mig, hvor og under hvilke Omstændigheder jeg havde lært dets Besidder at kjende. Under disse Betragtninger naaede jeg Stedet. Det var nu næsten mørkt; der brændte hverken Lys eller Lampe og jeg kunde kun see et meget ufyldestgjørende Glimt af min Vært; men han var artig og hjertelig i sit Væsen og han talte i en aaben og fornøiet Tone. Jeg sagde ham, hvad jeg søgte. Han svarede, det var godt, han skulde see ad, og forsvandt.
Den i østlige Hoteller brugelige Formalitet var der her ganske slaaet en Streg over. Der var ingen Registrering af Navnene og der syntes ikke at være hverken Fuldmægtiger eller Medhjelpere, med Undtagelse af en lille Dreng, der tjente i den dobbelte Egenskab som Bydreng og Kjældersvend. For Øieblikket sad han og døsede bag en lille Disk, tilsyneladende aldeles uvidende om en Fremmeds Nærværelse: imidlertid hørte vi En (som vi antog for at være vor Vært) løbe op og ned ad Trappen, aabne og lukke Døre og raabe gjennem Værelserne: „Nelly! Nelly!“ Efter en Fraværelse, som var lang nok til at han kunde have kogt og tillavet os en god Aftensmad, kom han tilbage med den sørgelige Efterretning, at der Ingen var i Huset, som kunde skaffe os Noget at spise, men at han, ifald vi ønskede at blive, skulde
