Af og til vendte en Stenhugger sig om, og gjennem Metalnettet paa sine Konservationsbriller betragtede han denne hylende Farkost, som ilte forbi mellem hvirvlende Støvskyer.
Snedkeren var meget utilfreds, da man nærmede sig Jernbanestationen.
„Skade, at I maa afsted,“ sagde han, „vi har moret os herligt.“
„Alt til sin Tid,“ svarede Madame overlegen. „Man kan ikke altid bare more sig.“
Da fik Rivet en god Idé. „Hør,“ sagde han, idet han betragtede Rosa med begjærlige Blikke og blinkede listig til hende, „i næste Maaned vil jeg besøge Eder i Fécamp.“
„Godt,“ sagde Madame, „man maa være fornuftig. Du kan komme naar Du vil, men Du vover ikke at gjøre Dumheder.“
Han svarede ikke, men begyndte at omfavne dem en efter en, thi i det Fjærne hørte man alt Toget nærme sig. Da Turen kom til Rosa forsøgte han at nærme sig hendes Mund, men leende bag sine lukkede Tænder, unddrog hun sig det hver Gang ved en hurtig Vending. Rigtignok havde han hende i sine Arme, men han naaede ikke sit Maal, thi han hindre-
