Denne siden er korrekturlest
- „Ak vissen er min Arm,
- Saa rosenrød og varm;
- Og blegnet er mit Hjærte,
- Nu lever kun min Smerte.“
„Herligt! Prægtigt!" raabte Rivet, hvem Slutningsverset havde henrevet, medens Rosa fortsatte:
- „Hvordan lille Bedstemor, du var jo saa prægtig?
- Ak nei, selv i Søvne, det var jeg ei mægtig!
- Thi hvordan kunde ellers jeg om Kjærlighed
- Ved femtenaars Alder vide fuld Besked.“
Alle gnaalte Refraintet, og Rivet slog Takten med Foden mod Vognstangen, idet han samtidig slog Tømmerne mod Hestens Ryg. Denne var ligesom ildnet af Sangen, og satte afgaarde i fuldt Gallop, hvilket havde tilfølge at alle Damerne, lig en broget Masse, tumlede af Stolene og væltet ned i Bunden af Vognen.
Under overgiven Latter kravlede de sig atter op, og brølte paany af fuld Hals sin Sang udover Markerne, paa hvis modne Frugter Solen sendte sine synkende Straaler. Og til Reisefællernes ubændigste Fryd, gjorde Hesten, for hver Gang Sangen blev gjentaget, stadig et nyt Tilsprang til Gallop.
