ham, medens Raphaële og Fernande opmuntrede han og holdt sig i Siderne af Latter, hvinende høit af Fryd ved ethvert af hans mislykkede Forsøg. Manden var rent fra sig. Høirød i Toppen og næsten nøgen forsøgte han med Opbydelse af alle sine Kræfter forgjæves at komme løs fra de tvende Piger, som klamrede sig til ham, og at bemægtige sig Rosa, idet han heftig fremstødte: „Du vil ikke, din Slange?“ — Opfyldt af Vrede styrtede Madame til, greb Broderen i Skulderen og kastede ham saa heftig ud af Værelset, at han tumlet mod Væggen.
Allerede nogle Minutter efter hørte man ham vaske sit Hoved i Gaardsbrønden, og da han strax derpaa viste sig med Vognen, var han atter ganske ædru.
Man drog afgaarde paa samme Vis som Dagen iforveien, og den lille hvide Hest bevægede sig i samme livlige og humpende Tempo.
Men trods den varme Sol voxede nu Munterheden, som havde været dæmpet under Maaltidet. Vognens Humpen frydede Pigerne, nu stødte de selv til sin Naboerskes Stol, og Erindringen om Rivets frugtesløse Anstrengelser frembragte stadig høie Lattersalver.
En Luft, hidsende til Kaadhed, hvilte over Mar-
