Mennesker sidde tilbords, og Spøg og høi Latter var tydeligt at fornemme overalt.
Bønderne sad i Skjorteærmerne og drak Cider af fyldte Glas, og som Midtpunkt i alle disse Selskaber opdagede man pludselig to Børn, snart Gutter, snart Piger, der som Dagens Feirede, indtog Festmaaltidet sammen med sin Familie.
Af og til drog en Bondevogn, trukket af en gammel Hoppe, i langsomt Trav gjennem Byen, hvor Middagssolen nedsendte sine brændende Straaler, og den bluseklædte Mand, som styrede Hesten, kastede et misundeligt Blik paa alle disse Herligheder.
I Snedkerens Hus holdt Festglæden sig inden maadelige Grændser; en Efterve ovenpaa den bevægede Stenmning i Kirken.
Kun Snedkeren var i det allerbedste Humør og drak overmaade. Madame Tellier saa i et Væk paa Klokken: man maatte naa 4-Toget, som inden Aften vilde bringe dem til Fécamp. Huset maatte ikke staa tomt to Dage efter hinanden.
Snedkeren gjorde sig al mulig Umag for at faa dem til at ombestemme sig og beholde dem til næste Dag. Men Madame var ubønhørlig. I Forretningssager var hun ikke at spøge med.
