sin Bønnebog, gav Tegnet til Kommunionens Begyndelse, og betaget af en himmelsk Gysen nærmede Børnene sig til Herrens Bord.
Den første Række knælte ned. Med det forgyldte Sølv Citorium i Haanden, traadte den gamle Prest hen til hver enkelt, og mellem sine to Fingre bød han dem den indviede Hostie, Herrens og Frelserens Legeme. Krampagtig aabnede de Munden, med en Slags nervøs Zitren, blege af Bevegelse og Øinene lukkede i Andagt, medens den hvide Dug under deres Hage, steg og sank lig Vandbølger.
I Kirken opstod ligesom en Slags Extace, man hørte Støien af den betagede Mængde, de, lig undertrykte Skrig bølgende Sukke. Det var som Vindens Susen i Træernes Kroner. Ubevægelig, med en Hostie i Haanden, dybt grebet, stod den gamle Prest et Øieblik ganske stille: „Det er Gud: Gud, som forkynder os sin Nærværelse, som paa mit Raab stiger herned til sit knælende Folk.“ Saaledes bævede det i hans Hjerte, og halvt i Henrykkelse mumlede han en Bøn, en Sjæls Bøn, som tror sig at se Himmelen aaben.
Han fuldendte den hellige Hosties Uddeling med en saadan Troens Inderlighed, at hans Knær skjalv, og
