dem til sit Forspand, hvor han hjalp dem ved Opstigningen. Tre af dem fik Plads paa de bagerste Stole. Raphaële, Madame og hendes Bror tog Plads paa de forreste, og Rosa, til hvem der ikke blev nogen Stol, maatte, enten hun vilde eller ikke, nedlade sig paa Fanget til den store Fernande, og saa gik Farten løs. Men paa Grund af Hestens korte Traven begyndte Vognen snart at ryste slig, at de Reisende blev slængt til alle Kanter: de bevægede sig som Sprællemænd, skar de jammerligste Ansigter, og ved ethvert nyt Stød af Vognen lod de høre et Skrækkens Skrig. Og tiltrods for, at de holdt sig krampagtig fast i Vognens Sider, deisede deres Hatte snart frem over deres Ansigter og snart ned paa deres Nakker, men den hvide Hest travede desuagtet lysteligen videre med fremstrakt Hals og Halen, en tynd liden Rottehale, med hvilken den en og anden Gang gav sig selv en Dask over Flankerne, dreiet tilhøire. Joseph Rivet stemte det ene Ben mod Vognstangen, det andet havde han lagt under sig, holdende Tømmerne med Albuerne stemt høit tilveirs. Af og til lod han en fløitende Lyd høre, hvorpaa Hesten spidsede Øren og forstærkede sin Traven.
Paa begge Sider af Veien viste Markerne sig i det
