ved Enden af Gaden, og vore Borgere trak sig paa ny tilbage. De franske Matroser brølte „Marseillaisen“, de engelske brølte „Rule Britania“, og der var et øredøvende Lurveleven, indtil det afsindige Selskab atter satte Kursen nedover mod Kaien, hvor der udviklede sig til et Slagsmaal mellem de tvende Nationers Søfolk, i hvilket en Englænder brak Armen og en Franskmand fik Næsen sønderflænget.
Nu begyndte Drukkenbolten paa Tærskelen at græde, lig et uskyldigt Barn, der ikke faar sin Vilje.
Tilslut gikk Herrerne sin Vei.
Efterhaanden blev der stille i den før saa urolige Gade: endnu hørtes dog her og der pludselig opdukkende Stemmer, indtil endelig den sidste Tone døde hen.
Kun en Mand, Hr. Sildegrosserer Tournevau flakkede endnu omkring, thi det var ham umuligt at faa ind i sit Hoved, at han skulde vente til næste Lørdag. Han haabede endnu stadig paa et eller andet lykkeligt Tilfælde, han kunde ikke begribe, ja han dadlede sogar heftigt, at Politiet, som dog havde at vaage over og beskytte dette, tillod et saa nyttigt offentligt Lokales Lukning.
Endnu engang gik han tilbage, og for at udfinde
