grosserer Tournevau, som havde gjenkjendt dem og anraabt dem. De fortalte ham hvad der var passeret, og ingen blev mere bestyrtet derover end han, thi som Ægtemand og omhyggelig Familiefader, kom han did kun hver Lørdag. „securitatis causa“, pleiede han at sige med en liden Hentydning til en Sundhedspolitivedtægt, hvis regelmæssige Gjentagelser hans Ven, Doktor Borde, havde fraraadet ham. Og da det just var Lørdagsaften, saa han sig altsaa berøvet sin Hygge for hele Ugen.
De tre Herrer gik en stor Omvei nedover mod Døren, og mødte atter paa Gaden en Stamgjæst, Hr. Philippe, Bankierens Søn, endvidere Hr. Pimpesse, hvorpaa de alle fem gik tilbage til „Jøde-Gaden“ for at prøve et sidste Forsøg. Men de rasende Matroser havde formelig beleiret Huset, de kastet med Sten og brølte som Besatte. Dette var tilstrækkeligt til at foranledige de fem Herrer fra „Ovenpaa“ til skyndsomt at vende om, og derpaa ligegyldig flakke omkring i Gaderne. Imidlertid mødte de Hr. Livsforsikringsagent Dupuis og derpaa Hr. Assesor Vasse, og nu paabegyndte de en lang Spadsertur, som tilslut førte dem lige ned til Havnen. Her satte de sig ved Siden af hinanden paa Granitmuren og betragtede Bølge-
