ligeoverforstaaende Gjenstand eller Gjenstande, og betragtede Tanken og dens Love ialfald kun som en Form eller som en Række af psychologiske Facta.
En empirisk Realisme, der deelviis endog har udmundet i Materialisme, synes nu virkelig at have været den meest fremtrædende Retning i det sidste halve Aarhundredes Videnskab. Overalt — selv i den saakaldte Philosophie — egentlig Naturvidenskab og Historie; det rene Tankearbeid har ført en tilbagetrukken Tilværelse. Ogsaa udenfor Videnskaben, i Kunst og i Samfundstilstande, en udstykkende, det Særegne og Tilfældige fremhævende Realisme; Idee og Ideer næsten banlyste.
Hvor længe nu denne Tankens Udlændighed — som forresten af Udviklingens Lov nødvendigt hidførtes, og hvis Gjennemførelse paa sit Sted fortjener al Agtelse og ingenlunde kan blive uden Frugt — skal vare, kan Ingen forudsige. Men at denne for Tiden saa yppigt blomstrende Realisme, netop for at kunne sætte Frugt, om ikke for lang Tid maa have afblomstret, at Tanken maa samle sig af Adspredelsen og vende tilbage til sig selv, mættet og beriget med det mangfoldige fra alle Kanter indsamlede og mere og mere for den (Tanken) tilrettelagte Stof — er naturligvis mit Ønske og Haab.
Og jeg synes at skimte gode Varsler.
De specielle Fagvidenskaber synes paa flere Punkter at være i Færd med at gjennembryde sine snevre Skranker og fordetførste at søge Laan og Oplysninger af hverandre. Navnlig see vi Naturvidenskab og Historie ofte at støtte hinanden. De ville derved efterhaanden mindes om et fælles Udgangspunkt og et fælles Maal. Der udfordres nu kun, at dette Fælles udvikler sig med Bevidsthed som en indre forbindende Enhed. Overhoved indeholder, som Logiken lærer, allerede Vexelvirkningen som saadan en forberedende Overgang til Begrebets dybere Enhed — en Sætning, som her ikke er Sted til nærmere at forklare. Og paa den anden Side, jo mere Tanken virkelig fordyber sig i det empiriske Stof, der er dens nær-
