Kort før Nytaar modtog jeg fra det svenske „Aftonbladets“ Redaction en trykt Skrivelse, der da ogsaa var sendt til flere Videnskabsmænd, og hvori man anmodedes om, i sammentrængt Form at sige, hver for sit Fags Vedkommende, hvad han ønskede og haabede af den nærmeste Fremtid. Mine Tanker bleve derved vendte i denne Retning, og jeg begyndte alt at skrive Noget derom; men da dette tegnede til ikke at blive saa ganske kort, og Aftonbladet netop havde lagt Vægt paa en „sammentrængt“ Fremstilling, sendte jeg blot følgende Epigram, som da ogsaa blev trykt i det svenske Blad:
At Tanken, som ud paa Vidderne for
Efter Alt paa Jord, under Himmelens Hvælv,
Maa finde tilbage til sig selv,
Det er, hvad jeg Ønsker, haaber og troer.
Disse Linier bruger jeg her som Motto, hvortil den følgende Fremstilling skal slutte sig som Commentar eller Udlæggelse.
Hvad jeg med nogen Grund skal kunne ønske og vente af Philosophiens nærmeste Fremtid, maa naturligviis have sin
