overfladiske Tidsfoster, og veed bedre at skatte Ideens Betydning. Han siger fortræffeligt: »L’idée n’est pas un pur résidu de l’abstraction, elle est une manifestation des réalités plus hautes; sa conception même est déja une coopération consciente à l’oeuvre éternelle. En paraissant construire un monde purement intellectuelle, nous construissons et enrichissons pour nôtre part un monde réel.«
Ved at møde saadanne Ytringer lige udaf den nyeste Tid faaer jeg Næring for mit optimistiske Haab, at den menneskelige Tanke idetmindste er paa Veien til at samle sig fra Adspredelsen i den ydre Tilværelses Mangfoldighed og gaae ind i sig selv, hvorved den da ogsaa vil blive sig bevidst, at netop den, Tanken, Ideen, først og sidst den sande, guddommelige Tanke, hvortil den menneskelige stedse maa søge at rense og nærme sig, er al Tilværelses sande Midtpunkt, ligesom ogsaa dens Udgang og Maal.
Jeg staaer nu ved Enden af min Bane, efter i over halvhundred Aar at have fulgt Philosophiens Vandring gjennem Ørkenen. Jeg har visselig ikke havt nogen Førerstilling og endnu mindre besiddet Evne til at slaae paa Klippen og lade levende og kvægende Kilder fremspringe. Snarere er jeg, som Medvandrer paa de støvede og bugtede Stier, kun altfor meget af Tidens Drag bleven bragt til at sprede mine Tanker og min Smule Virksomhed til forskjellige Sider. Imidlertid har jeg dog aldrig tabt Vandringens Udgang og Maal afsigte, men tvertimod med Mund og Pen søgt at holde Tanken derom ilive og stedse, saavidt jeg kunde, løftet Ideens Fane. Idet jeg nu snart skal nedlægge Vandringsstaven, er jeg et Øieblik stegen op paa en Varde, hvorfra jeg troer at have et Fremsyn indover Philosophiens forjættede Land, som ikke jeg, men forhaabentlig en lykkeligere Efterslægt skal betræde.
