egen dybeste Grund, ja tilsidst mod sig, Agnosticismen, selv. Det viser sig ved en følgerigtig Betragtning, at hiin Videnskab ikke blot, som den jo vil være, er en Videnskab om Phænomener, altsaa ikke om det i dybere Forstand Virkelige og Sande, men selv — tilligemed Agnosticismen — kun et Phænomen af flygtig og midlertidig Beskaffenhed, kun en Bølge paa Tidens Flod, bestemt til at henskylles og forsvinde. Saaledes vil denne fremstormende Evolutionisme, denne i dobbelt Forstand phænomenale Viden, have naaet sin yderste Spids, men derved ogsaa gjennemboret og taget Livet af sig selv, idet den tvungen af sin egen Conseqvents har maattet nedsætte sig til et blot Phænomen, et forbigaaende Moment i en fortløbende Bevægelse.
Og her vil da Menneskeaandens allerede berørte horror vacui med Føie gjøre sig gjældende. Der vil komme et Øieblik — og det er tildeels allerede kommet — da man, naar enhver anden Udsigt til det Sande er spærret, vil krampagtigt klamre sig til Phænomenet og i dette uvilkaarligt og ubevidst — trods kritiske Philosophers Protest — see Mere end et Phænomen, i det Momentane see Mere end noget Momentant. Og Mange ville kanskee ikke naae længere frem. Men for en noget dybere Bevidsthed vil dog Phænomenet vise udover sig selv, og man vil for den endelige, phænomenale Viden fordetførste søge et ydre nødvendigt Supplement i en umiddelbar Tro paa „Ting, der ei kan sees“. Og man vil finde praktiske Grunde til at tilføre den theoretiske Viden Antagelser af noget Oversandseligt, som den selv ikke formaaer at rumme. Det var jo dette, som Phænomenalismen allerede fra Begyndelsen var inde paa, men som den senere en Tidlang synes at have glemt. Men dette Standpunkt var dog og maatte snart vise sig utilfredsstillende. Ikke som et ydre — jeg havde nær sagt: tiltryglet eller tilsneget Supplement til Phænomenet og den phænomenale Viden, men som Phænomenernes indre, væsentlige Grund maa den sande Virkelighed opfattes af den til sig selv kommende Tanke, som først derved bliver til en virkelig Sandhedserkjendelse.
