meentlig) fremskreden Erkjendelse, men som atter iovermorgen vil undergaae den samme Skjebne.
Naturligviis staaer denne Synsmaade i Forbindelse med den Grundbetragtning, at vi erkjende kun Phænomener, „Erscheinungen“, samt disses Forholde (Relationer) til hinanden og til det erkjendende Subject, altsaa igrunden aldrig det, som virkelig er, men kun det, som synes at være. Nu har man endog fra dette Standpunkt maattet indrømme, at selv det at synes idetmindste som Modsætning forudsætter en Væren, at der bag Phænomenet maa tænkes et Noget, som virkelig, i sig er. Allerede Kant fandt det urimeligt at antage „Erscheinungen ohne dass etwas wäre, das erscheint“. Og Herbert Spencer bemerker meget rigtigt, at det Relative som saadant ikke kunde tænkes, uden at der var noget Absolut; han mener saaledes, at der over eller bag den hele relative og tilsynekommende Erfaringsverden maa være en overnaturlig power eller Magt, der først giver den Tilværelse. Kun mener saavel Kant, som Spencer, at dette Absolute, Isigværende og Paasigberoende er aldeles utilgjængeligt for den menneskelige Erkjendelse, der stedse maa beroe paa og kun indeholde Relationer og Relativt.
Dette Afkald paa at vide Noget om hiint over Endelighedens og Relationernes Verden Liggende har man i den senere Tid kaldt Agnosticisme. Derved synes nu strax at være vundet Saameget, at Erfaringsvidenskaben nu ikke — som den for ofte har været tilbøielig til — vover at stille sig negtende ligeoverfor Religionens Opfatning af det Oversandselige, men at Videnskaben, idet den holder sig beskedent indenfor sit Omraade, kan lade Troen have frie Hænder. Nu er vistnok denne „Beskedenhed“, der strengt skiller mellem Tro og Viden og indrømmer den første fuld Frihed inden dens (af Viden uberørte) Enemerker, allerede for Troen en tvivlsom Danaergave, hvad vi imidlertid her ei skulle opholde os ved. Men vigtigere er det, at den samme Agnosticisme ved Conseqventsens Magt maa vende sig ogsaa mod den saaledes begrændsede endelige Videnskab, som maa gjøre Afkald paa at naae sin
