Jeg faar dog gjøre opmerksom paa, at jeg ikke har hørt Fredrik Stang tale for skranken.
Jeg tilføier dette, fordi jeg har hørt den ogsaa som advokat bekjendte statssekretær Skjelderup sige, at han havde procederet med mange udmerkede advokater, og at han specielt havde havt grund til at beundre Dunker, men, lagde han til, «aldrig har jeg følt mig saa «omsnoet» som af Fredrik Stang».
Jeg har bidt merke i det brugte udtryk «omsnoet», fordi jeg har troet i den evne, som dette ord betegner, at have fundet nøglen til det for mig, og mange med mig, forunderlige i, at Stang i en saadan række af aar kunde være den altformaaende i statsraadet. Saameget forunderligere har denne Stangs magt forekommet mange, som man var vel bekjendt med, at der i hans tid sad personer i statsraadet, der under andre omstændigheder og i andre forhold ikke var saa ganske lette at haandtere.
Dunkers bekjendte datter, fru Mathilde Schjøtt, har fortalt mig, at Stang, før han kom ind i statsraadet, engang havde ytret til Dunker, at saasnart han blev statsraad, vilde han sørge for at omgive sig med yngre, intel-
