Jeg fik nu dokumentet, og gik lettet og fornøiet derfra. Jeg mener, denne lille episode bekræfter, hvad jeg tidligere har antydet, at der gik en strøm af lune og humor under Dunkers saa ofte afvisende og bidende optræden.
Der har gaaet mange fortællinger angaaende Dunkers impertinenser ligeoverfor høiesteret. Jeg har imidlertid grund til at fremholde, at de fleste af disse historier er opdigtede, eller overførte paa ham. Efter hvad en høist ærværdig herre, til hvem jeg stod i et meget nært forhold, har forsikret mig, tror jeg specielt med bestemthed at kunne paastaa, at det er usandt, at Dunker engang i en krigsretssag, hvori oberstløitnant Rosen var bisidder, skulde have begyndt sin tiltale til retten saaledes:
«Høistærværdige herrer og — oberstløitnant Rosen!»
Uagtet det, som forhen nævnt, ligger ganske udenfor disse erindringers ramme at levere nogen bedømmelse af de af mig omskrevne store mænds livsvirksomhed og begavelse, kan jeg dog ikke forlade Dunker uden at give ham det lovord, at han var den største taler, jeg har hørt, enten det var ved fester eller for høiesterets skranke.
