Side:Mørch - Da Kristiania var smaaby.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
88


Han sad med ryggen mod den dør, af hvilken jeg kom ind, og lod sig ikke forstyrre, ved min indtrædelse. Jeg blev «staaende paa matten», som det heder, og fremførte mit erende, men heller ikke lyden af min stemme bevægede ham til at forandre stilling. Jeg gik nu lige hen og stillede mig ved hans side og fremførte paany mit erinde.

Nu vendte han lidt paa hovedet og sagde:

«Det skidt har jeg ikke!»

Hertil bemerkede jeg, at jeg medbragte advokatens kvittering for, at han havde modtaget det. «Meget muligt,» sagde han, «men saa har i jeg brændt det op!»,

Jeg vei imidlertid mi kommen i ilden, og som forknyttelsen pleier at gaa over, naar rekrutten først kommer i haandgemæng, saaledes gik det ogsaa mig, og jeg sagde nu noksaa freidig:

«Ja kunde det lade sig gjøre at brænde op slige gamle dokumenter, vilde det være en herlig ting for os kopister, saa slap vi at gaa og rode i disse gamle støvede papirer!»

Der gik nu et lunt smil over Dunkers ansigt, hvorpaa han sagde:

«Siger De det, min unge ven, saa faar jeg vel se til at hjælpe Dem!»