Som ganske ungt menneske blev jeg af departementet sendt op til Dunker for at faa igjen et dokument, han havde faaet udlaant. Jeg maa tilstaa, at jeg ikke var videre høi, da dette hverv blev mig overdraget. Jeg vidste jo, at det ikke var saa greit at nærme sig den store mand; men afsted maatte jeg, det var der intet at bede for.
Dunker boede dengang i den gaard ved Carl Johansgade, hvor indredepartementet da som nu holdt til. Jeg kom først ind paa det ydre kontor, hvor fuldmægtigen sad, og henvendte mig til ham med anmodning om at gaa ind til advokaten og faa dokumentet udleveret; men nei, han rystede blot paa hovedet og pegte paa principalens dør, og trods gjentagen anmodning blev enden den, at jeg selv maatte begive mig ind i løvens gab.
Jeg bankede paa — først én gang, saa nok engang, men intet svar; dette kunde ikke blive ved, og da jeg saa tredje gang havde banket paa, uden at der lød noget «kom ind», tog jeg mod til mig og aabnede døren.
Jeg kom ind i et efter datidens begreber høist elegant udstyret værelse og fandt advokaten ved sit skrivebord, hvorover hang Gudes og Tidemands berømte maleri: «brudefærden i Hardanger».
