ningen, som Dunker tog og begav sig ind paa kontoret med. Der laasede han op sit chatol, tog regningsbeløbet ud og tællede det omhyggelig op i budets haand.
Men neppe var det gjort, før han strøg pengene til sig igjen med den bemerkning:
«Aah nei, ogsaa jeg har min kontortid!» hvorpaa han begav sig ud af kontoret med det slukørede regningsbud i hælene.
Karakteristisk for Dunkers maade at være paa er ogsaa følgende historie:
Han havde været defensor for den trondhjemske magnat Nicolay Jensen, der var sat under tiltale for anstiftelse af og delagtighed i ulovligt aavirke i statens almenning, hvilken sag endte med Jensens frifindelse.
Dette resultat troede mange skyldtes Dunkers udmerkede defension. Dommen faldt i mai 1865.
Senere samme aar var Dunker ude at reise. Paa denne tur kom en søn af Nicolay Jensen ombord paa det dampskib, med hvilket Dunker reiste. Den unge Jensen gik nu hen og bukkede for Dunker, idet han sagde, at han var søn af Nicolay Jensen, som advokaten havde forsvaret saa udmerket.
Dunker saa neppe paa den unge mand, og gik videre med uforstyrret ro.
