Ved at spørge efter, viste det sig, at sanden virkelig var kommen fra det opgivne sted.
Hvad der videre vakte min opmerksomhed under mit førnævnte besøg hos professoren, var den egenskab ved ham, at han, naar han fordybede sig i et tema, kun halvbevidst saa, hvad der omgav ham, men desuagtet ofte tog sine billeder og sammenligninger fra omgivelserne.
Medens professoren engang i stortinget talte om et af Kittel Motzfeldt fremsat, men efter Schweigaards mening ubetimeligt, forslag, lyste pludselig et solstreif ind over forslagsstillerens noksom bekjendte røde haar.
Dette virkede ubevidst saa sterkt paa professoren, at han udbrød:
«Det forekommer mig, mine herrer, at det er at kaste en brandfakkel ind i denne forsamling!»
Schweigaard levede sig saa fuldstændig ind i sin gjerning som professor og stortingsmand, at han ingen tanke havde for sin egen person.
Skræddermester Eger har saaledes fortalt mig, at der af og til kom en gammel pige ind til ham og bad, at han maatte komme og tage maal af professoren, der efter hendes mening nu tiltrængte nye klæder.
