Side:Mørch - Da Kristiania var smaaby.djvu/81

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
73


Endelig fik jeg anledning til at komme frem med mit erinde.

Professoren begyndte nu at lægge sit smukke ansigt i de besynderligste folder og ligesom gren ud:

«Hvad er det for noget med disse kroningsmedaljer, hvad skal det betyde?»

Jeg troede nu at maatte sige noget, og fremkom med, at det vel var en gammel skik.

«Nei, hvor vil De hen, min ven!» sagde professoren og begyndte nu at lægge ud om, hvorledes man var gaaet frem ved de forskjellige kroninger lige fra Arilds tid, med det resultat, at det umulig kunde siges, at prægningen af kroningsmedaljer var nogen gammel skik.

Efter derpaa en stund at være falden i dybe tanker vendte han sig pludselig om og saa paa mig med sine vidunderlige øine, idet han sagde:

«Hvad siger De, hvad siger De, skulde ikke det hele heller være en daasesag

Inden jeg endnu havde summet mig paa, at han mente, at sagen rettest afgjordes paa den maade, at det kronede hoved forærede bort guldsnusdaaser, sagde han:

«Ja, ja, ja, jeg ved, hvad De mener, De