at et helligt baand omslyngede alle. Man betragtede sig ikke blot som nordmænd, men ogsaa som medlemmer af den øvrige civiliserede verden og forfulgte ikke dem, der tænkte anderledes i punkter, hvis værd ene lader sig afgjøre efter enhvers samvittighed og redelige overbevisning. Der var trofasthed, inderlig hengivenhed, dyb ærefrygt for regjeringen, agtelse for lovene og anstændighed, godmodighed, tillid og fortrolighed, beskedenhed, liv og lyst i gamle Norge, forinden misforstaaet og ilde anvendt beskjæftigelse med de offentlige anliggender lagde os i lænker.
Man ser af det anførte, at defensoratet i ikke ringe grad vendte sig mod de daværende samfundsforhold.
Petersen havde ogsaa tidligere været defensor i rigsretssager. I 1821 forsvarede han statsraad Fasting og i 1827 statsraad Collett.
Collett havde været statsraad ligefra 1814. Som ældste statsraad overtog han ved statholder Platens død i 1829 præsidiet i regjeringen. Carl Johan synes at have sat megen pris paa ham, muligens dog væsentlig paa grund af hans føielige og medgjørlige karakter. Statsraad Collett var en mand af et fint ydre og med aristokratiske manerer. Han boede i sin egen gaard i
