Hvad krisen i 1836 angaar, kunde man i kristianiakredse vistnok ikke billige det af kongen tagne skridt, men man syntes dog, at stortingets adfærd, ligefra dets sammentræden, havde været ikke saa lidet irriterende ligeover for majestæten og høist uklog, naar man tog hensyn til Carl Johans temperament.
Beslutningen om ikke at benytte uniform under stortingsmøderne kunde vistnok være praktisk og forsaavidt fornuftig, men lidet forstaaelsesfuld, naar man tog hensyn til den udlæggelse, dette skridt sandsynligvis vilde faa paa høiere steder; men rent ud latterligt var det, naar repræsentanterne af militæretaten besluttede sig til at afrage sine knebelsbarter for at faa et fuldstændigt udseende af «citoyen».
Resultatet af det omhandlede opstyr blev, at Collett, for mangel paa diskretion, blev afskediget, og statsminister Løvenskiold sat under rigsret for ikke at have protesteret mod kongens beslutning. Ved rigsretten idømtes han kun i mindste bod eller 1000 species. Rigsretten mod Løvenskiold fulgtes med megen interesse af publikum; især paahørtes med opmerksomhed advokat Petersens defensorat, hvorunder han bl. a. udtalte, at man i de første aar N efter 1814 arbeidede til ét maal og erkjendte,
