langt ind i Sverige, før man fik et par heste, der løb ud som rasende.
Min morfader blev siddende ganske rolig og sagde blot: «Lars, hold midt efter veien!», medens min fader sad i dødelig angst, idet vognen under den vilde fart slingrede baade hid og did. Men greierne holdt. Endelig sagtnede hestene farten henimod en bakke, og «Gud ske lov», tænkte fader, «nu faar det da en ende». Men da hører han til sin store forfærdelse sin svigerfader sige i en rolig tone: «Slaa nu dygtig paa, Lars!» Denne lystrede øieblikkelig ordre, og afsted for vi med lynets fart; men ogsaa denne gang gik det godt, og fra nu af var hestene tæmmet.
I Stockholm var min fader med i audiens hos kongen, der var meget naadig mod min morfader, som han satte megen pris paa, men til min fader holdt han en længere præken om, hvilken udmerket mand hans svigerfader var, og hvor skammeligt det vilde være, om han ikke satte tilbørlig pris paa, hvilken lykke det var at være Jacob Meyers svigersøn!
Sidste gang Carl Johan var i Kristiania, synes alle tidligere konflikter at være glemt, og der var det allerbedste forhold mellem kongen og Kristiania indvaanere.
