var Carl Johan en i høi grad vindende personlighed,[1] hvoraf han ogsaa benyttede sig. Det er noksom bekjendt, at han under sit sidste ophold i Kristiania ganske vandt for sig stortingspræsidenten, advokat (senere sorenskriver) Sørensen, saa denne siden ikke længer tilhørte oppositionen. Hans sore gavmildhed mod byens indvaanere bidrog heller ikke saa lidet til den yndest, hvori han stod. Han forstod ogsaa paa en fin maade at smigre det norske folk; saaledes holdt han altid paa sin stald en besætning af 8 à 1O gudbrandsdalske heste, som han hver gang bragte med til Norge. Disse var dog af en ganske anden elegant form, end de gudbrandsdalske heste, man nu har. De stod opstaldede i den saakaldte «glasmagasingaard» ved siden af min morfader, Jacob Meyers, gaard, og jeg havde derfor oftere anledning til at se hestene. Jeg erindrer meget vel, at det smigrede min norske selvfølelse, naar kuskene fortalte publikum, at det var de eneste heste,
- ↑ Generalinde Anker, født Sneedorff, der havde været hofdame ved det legitime danske hof, fortalte engang i et selskab i mit paahør, at hun og hendes kreds havde været meget bange for at komme i berørelse med denne Bernadotte, «denne franske soldat», men hans optræden og manerer var fuldstændig ulastelige, og hans vindende væsen overtraf alt, hvad man kunde ønske.
