man gik fra graven, spilledes der op en eller anden lystig dansemelodi. Tanken var den, at naar en kriger havde sænket sin døde kamerat i graven, maatte sorgen være forbi, ellers var man ikke skikket til som god soldat at gaa nye kampe imøde.
Den anden duel var mellem løitnanterne Barth og Colbjørnsen.
De valgte vaaben var sabler, og alle troede, at Colbjørnsen skulde gaa af med seiren, idet han var en mere end almindelig rask skiløber og en i al idræt særdeles dygtig mand; men det blev ikke tilfældet, Barth blev den seirende. Colbjørnsen gik dog ud af affæren uden noget varigt mén. Grunden til denne duel kjender jeg ikke.
Undertiden synes dog de herrer officerer at være gaaet for vidt i sin opfatning af ærens fordringer.
Jeg sigter til den bekjendte historie med kavaleriløitnant Schrøder, der fortælles i Paul Holmsens «Christiania politis historie», side 152—154, paa følgende maade:
«Den 27de august 1819 ved middagstider saa man en ung officer i fuld uniform, skrigende og med dragen sabel, forfølge en civilklædt person gjennem Dronningens gade. Den
