hvorpaa udrederen kom tilstede og ønskede soldaten velkommen hjem, idet han skjænkede ham en dram. Det ansaaes for et meget hæderligt hverv at tjene kongen og bære uniform som en «kongens karl».
Med denne veneration for soldaterstanden gik det dog efterhaanden tilbage.
Man ophørte at interessere sig for arméen, og som en følge deraf blev der intet gjort for den.
En stor del af vore officerer var henvist til at tilbringe sine bedste leveaar paa en chefsgaard paa landet, under økonomisk tryk og uden tilstrækkelig sysselsættelse. Et træffende billede paa en saadan landskapteins livsvilkaar har man i Jonas Lies bekjendte roman «Familien paa Gilje».
Det gik saa vidt med mangel paa sans for vort forsvarsvæsen, at den opfatning gjorde sig sterkt gjældende, at det hele militærvæsen kun var en unyttig plage.
I den sidste tid har dog dette, som bekjendt, rettet paa sig, og man har nu et ganske andet syn paa tingene, om man end ikke er kommen helt tilbage til det gamle standpunkt.
Vore officerer med løitnantspatent fra tiden før adskillelsen fra Danmark stod vistnok efter
