At der, naar en del unge mennesker kom sammen til komediespil og dans, blev adskillig kurtise, er selvsagt, og da der vistnok endnu sad adskilligt igjen af letsindigheden fra slutten af det attende og begyndelsen af det nittende aarhundrede, er det nok saa rimeligt, at der undertiden knyttedes forbindelser, der gik for vidt. Men man gjør dog rettest i neppe at tro paa det halve af, hvad der har været fortalt; man faar huske paa H. C. Andersens eventyr: «Det er ganske vist».
I det dramatiske selskab, eller «Dramatikken», som det i daglig tale kaldtes, mødtes alle samfundsklasser til selskabelig underholdning, men i det mere private liv var det kun undtagelsesvis, at der fandt nogen omgang sted mellem byens næringsdrivende borgere og de høiere embedsmænd.
Den nivelleringsproces, vort samfund har undergaaet, og som i vore dage synes at have gjort det af med al standsforskjel, havde — ialfald i den første periode af den tid, hvorom vi taler — neppe paabegyndt sin virksomhed.
Nu synes det vel, som man dengang i vort samfund maatte have vanskeligt for at finde elementer til dannelse af en høiere societet; adel fandtes jo saagodtsom ikke, og med det gamle
