Side:Mørch - Da Kristiania var smaaby.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
6


Hans første ord som vert, naar gjesterne var kommen tilbords, var:

«Ja, saa slip til da!» Meningen var, at nu skulde man ikke holde sig tilbage, men tage godt til sig af drikkevarerne. Denne opfordring blev ogsaa gjerne fulgt af de glade mennesker. Naar man saa gik fra bordet, foreslog Muus, at man skulde gaa ud og se paa hans ungheste. Kunde han nu faa en af de omtaagede herrer op at ride i volte, var der stor glæde. Selvfølgelig faldt rytteren som oftest af, og stor blev da jubelen. Muus fortalte mig engang, hvor morsomt det ved en slig leilighed havde været; parykken var faldt af rytteren og var bleven liggende i volten, saa hesten for hver rundtur traadte i den.

Slig spøg var mildest talt grovkornet, men mellem de glade, sorgløse og haardføre mennesker gik saadant af i al godmodighed.

Hver søndagsaften indfandt der sig gjester hos Muus, og der kom da frem en egen gammel sølvkjedel, fyldt med glohed punsch.

I begyndelsen var den af sedvanlig styrke, men udover aftenen blev den sterkere og sterkere, idet Muus lurede sig til stadig at sætte kognac til af en flaske, han i den hensigt havde forsynet sig med og bar i baglommen paa sin kjole.