gjorde han, fordi der faldt mishagsytringer hver gang, han vilde begynde at holde en tale!
Formodentlig har han i disse mishagsytringer seet et nyt udslag af den vistnok i mange henseender uretfærdige forfølgelse, han fra et vist parti var gjenstand for.
Da det her fortalte fandt sted i et af hans senere leveaar, paa en tid, da han efter alle vidnesbyrd i betydelig grad havde «stagget sig», kan man nok slutte sig til, hvilke voldsomheder han i sine yngre dage kunde tillade sig.
Man faar iøvrigt erindre, at han, da han døde, ikke mere end netop havde fyldt sit 37te aar og altsaa i 1841 kun var 33 aar gammel.
Paa Wergelands dødsleie nærmede dog mange, saavel høie som lave, sig til ham, og sandt er, hvad han paa en medicinflaskeseddel nedskrev:
«Nu, da jeg neppe har to pægle blod,
Nu er jeg vakker, nu er jeg god,
Nu, da jeg blegner,
Byster man gjør og portræter man tegner!»
Min fader besøgte ham paa hans dødsleie. Sengen stod midt paa gulvet, og over den var opslaaet en ørn med udspilede vinger og nationalkokarden i nebbet. Wergeland selv saa glad og freidig ud og passiarede ganske
