sin stilling som kommandant, hvilket han skal have taget sig meget nær. Der fortælles endog, at han fra den dag trak sig tilbage fra verden og senere levede som eremit.
Der er vistnok endnu mange, der mindes den lille, militært udseende mand. Hver dag ved middagstider kom han ridende paa en elegant blodshest fra sin bolig, den gaard, der nu kaldes «Tekniken», opover Nedre Slotsgade for at tage sig en ridetur paa et par mil — en dag paa en brun og den næste dag paa en sort hest.
Dog — tilbage til Henrik Wergeland. Han var og blev folkets mand og som saadan i høi grad afholdt. Han kunde med berettiget stolthed sige, at han kunde lægge sit uhr paa Vaterlands bro, var det merket Henrik Wergeland, vilde ikke en moders sjæl røre det, — men til kristianiasocieteten kom han aldrig til at høre.
Man var simpelt hen ræd ham, man vidste ikke, hvad han kunde finde paa at sige eller foretage sig. Saaledes tog han engang ved en fest i 1841 paa Klingenberg (Tivoli) en flaske rødvin fra festbordet og slog den itu mod sin pande, saa glasskaarene fór omkring, og rødvin og blod silede nedover ham. Dette
