I mine skoledage saa jeg Henrik Wergeland stadig færdes i Kristiania gader.
En gang han kom op Kirkegaden fra rigsarkivet og fik meddelelse om, at det brændte i nærheden af hans hjem, «Grotten», spændte han uden videre en bondehest fra et læs, svang sig op paa dens ryg og galopperede barbak afsted til Grottenbakken!
Han generede sig ikke den mand.
Min fader havde for skik at tage os børn med paa «hunde- og linedanserkomedie», hvoraf der i de tider var en overflod. Hid kom selskabet «Henrik Lampe og Line Løkke» samt Jomfru Alexandrine med den naturlige pellerine» foruden en mængde europæisk berømte hunde, hvis navne jeg desværre nu har glemt.
Saavidt jeg ved, var det oprindelig kun udenlandske gjøglere, der optraadte, og stor blev derfor glæden, da vi i den bekjendte bajads Paulsen endelig fik en norsk bajads! Mange vil vistnok endnu erindre, at denne vor norske bajads stadig forlystede vort markedspublikum.
En flittig tilskuer ved disse forestillinger var Henrik Wergeland; antagelig var det ikke præstationerne, men publikum og gjøglernes personer, der morede vor store digter, der som bekjendt havde megen sans for det komiske.
