landsklima i Kristiania, og at vi af samme grund ikke havde saa hyppig taage som nu, da vandet hele vinteren igjennem ligger og damper. Hvordan det nu end hermed forholder sig, er det dog vist, at den maade, hvorpaa man nu skaffer Kristiania isfri havn, har berøvet os det livlige skue, man før i tiden havde, naar man i marts og april med haandkraft slog op en raak for skibsfarten.
Fornøieligt og interessant var det at se dette vækkerarbeide af brunbarkede, haardføre lodser og fiskere, der under taktfast opsang om at: «hu’ er lei, hu’ er sei’» o. s. v. med sine ispile huggede løs store isstykker og derpaa drog dem under den faste iskant.
Det var dog ikke alene selve vækkerarbeidet, der var morsomt at se, men et næsten opløftende skuespil var det, naar de staute vækkerarbeidere i sluttet linje en vakker vaareftermiddag i den glødende solnedgang kom piggende paa sine kjelker indover mod byen. Et saadant syn, engang seet, glemmes aldrig!
Det forundrer mig, at ikke Henrik Wergeland har skrevet en vækkersang til forherligelse af dette arbeide og de staute karle, der udførte det.
