faa laant en gammel, stø hest («Gammel-Rauen») og en karjol. «Gammel-Rauen» var et arvegods efter bedstemoder Meyer. Det gamle skrog havde været en stor kjæledægge i sin tid. Jeg kan endnu erindre, at bedstemor, naar hun skulde aflægge et besøg ved vintertide, tog sin forverkskaabe af og lod kusken Lars brede den over hendes yndlingsdyr. Den stod saa paa «gjødsti», at den var saa fed, at den blødte næseblod, naar det var varmt!
Dahl bad altsaa om «Gammel-Rauen». Der var ankommen til byen en ung sangerinde, die fraulein Freyse Sessi, som han havde taget sig af, ligesom han gjorde med alle kunstnere, der kom til Kristiania. Han skulde nu skaffe frøkenen den fornøielse at kjøre alene »i karjol, ledsaget af endel herrer til hest, og turen skulde gaa i til Sandviken, hvor der var arrangeret en souper, og hvor man skulde lege i det frie.
Dahl fik godt og vel baade «Gammel-Rauen» og karjolen, og afsted bar det med den glade kavalcade, den feirede sangerinde ledsaget af byens unge løver, hvoriblandt, saavidt erindres, Carsten Anker, Palludan, Harald Knudtzon med mange flere. Dahl selv var ogsaa tilhest, «mounted» paa intet mindre end selve Carsten Ankers berømte «Kragenfeldt»!
