Han havde end sin lærersal.
I hegnet om hans aftenstund
Vi sade ved hans Mimers kilde
Og skued i hans barnlig milde,
Og dog saa dybe, væsens grund.»
Nu er der vistnok den forskjel paa Munch og Fritzner, at den sidste i den tid, han færdedes i Kristiania selskabsliv, nød et fuldstændigt otium, medens Munch hele sit liv var opkavet af arbeide.
Fritzner havde det tilfælles med de i de foregaaende kapitler nævnte berømte mænd, at han var en stadig gjest i den paa hin tid velkjendte boghandler Johan Dahls hus.
Dahl var kommen herop i begyndelsen af trettierne og begyndte efter en tids forløb at drive en «boghandling», som han selv yndede at kalde det.
I Dahls boglade kom daglig en flerhed af byens begavede mænd, ja, det synes endog, som om hans boglade under dæmringsstriden har været et standkvarter for Welhavens tilhængere.
Baade Schweigaard, Welhaven, Dunker og Munch vedblev lige til sin død at staa i et yderst venskabeligt forhold til Dahl, Johan Pappen-Dahl, som han blev kaldt i Wergelands farce «Papegøien».
