byhistorier og slig passiar. Heri lignede han ganske sin kollega ved universitetet, professor Rudolf Keyser.
I selskabet skjøv ogsaa denne mand al alvorlig tale fra sig, og kunde han ikke komme fra det paa anden maade, sagde han:
«Nei, lad os nu spille en «rambus»!» eller:
«Lad os lege «Tip, talle, fuste, kras»!» en barneleg, som jeg ikke skal indlade mig paa nærmere at forklare; det faar være mine læsere nok at vide, at legen synes at have interesseret vor berømte historiker Rudolf Keyser.
Ganske forskjellig i omhandlede hensende var overlærer Otto Tot Fritzner, en i den nyere historie særdeles vel bevandret mand, der færdedes meget i Kristiania høiere selskabsliv fra først i firtiaarene til sin død i 1860.
Det var altid en glæde at træffe Fritzner, enten det var i selskab eller i Athenæum. Han forsmaaede ikke at indlade sig med smaafolk om mere alvorlige ting og havde altid noget interessant at meddele, og det paa en aandrig maade. Det er derfor ganske rigtig, naar Welhaven i sit smukke digt over Fritzner skriver:
«Den aandens sæd, hans liv har baaret,
Skjød rod i mangen Norges dal,
Og mens han hviled sølverhaaret,
