udførte sit hverv med dygtighed og delikatesse; men saart var det alligevel at se denne fine, blege mand med de klassiske ansigtstræk sidde og vente paa foretræde, for derpaa at skulle konferere om en saa penibel sag som hans økonomiske missere, og maaske endnu tristere at vide, at den ordning, som blev planlagt, var baseret paa, at der fra Munchs side skulde arbeides under høitryk.
At saa maatte ske, var ikke alene beklageligt, fordi det ligger nær at antage, at hans arbeider vilde være fremtraadt i en mere fuldendt form, om han havde havt bedre tid, men ogsaa fordi dette forcerede arbeide bragte ham en fortidlig død.
Flere aar efter mit sammentræf med Munch paa Kildahls kontor stødte jeg paa ham i selskaber hos Thomas Heftye.
Ved slige leiligheder hørte jeg ham aldrig indlade sig i nogen alvorligere discurs, eller yde noget bidrag til en interessantere underholdning. Det synes, som om han ved selskabelige sammenkomster vilde holde alt, hvad der kunde kaldes aands- eller tankearbeide, borte og kun søge hvile i alskens let smaaprat.
Han talte ikke meget selv, men hørte gjerne og ligesom interesseret paa, hvad jeg vil kalde
