kunde tænke paa at reise ud igjen. Nu for en tid siden bestemte hun sig til at opta arbeidet igjen, men blev atter hindret af sygdom.
Den som afløste Emma Dahl som bestyrerinde af pigeasylet var søster Jørgine Mjøvik. Hun kom til Madagaskar sidst i oktober 1902. Hun var sterk og frisk, hadde mod, vilje og kræfter. Imod den almindelige regel led hun ikke af malaria de første aar derude. Var kanske endog uforsigtig mangen en gang uden at det hadde nogen slemme følger. Asyldjgerningen elsket hun, og var altid sammen med børnene. Naar hun var borte fra asylet, om det saa var bare i nogle dage, længtet hun tilbage. Hun gik aldeles op i sit arbeide.
En dag kom der bud, at søster Jørgine var syg. Søster Jørgine syg? Var det muligt? Jo desværre, det var nok muligt. Hun hadde faat sit første, og det et meget haardt, anfald af feber. Hun kom op igjen og forsøgte at arbeide som før. Men fra den dag var det ikke længer den samme kjække søster Jørgine. Det var bare det, at hun ikke kunde komme sig rigtig til kræfter igjen, syntes hun. Og saa koldt som det med et var blit derude paa Madagaskar — hun smaafrød bestandig. — Det var feberen, som ikke vilde slippe taget. Saa begyndte hun at hoste. Det var bronkit, sa doktoren; med forsigtighed vilde hun komme over det. Resten er snart fortalt. Det gik op og ned, nogle dage bedre, saa værre igjen, indtil det gik op for os, at søster Jørgine hadde lungetæring.
Saa blev hun sendt hjem, skjønt selv ønsket hun at faa dø derude paa Madagaskar. Paa diakonissehospitalet i
