opgive dette, fordi Bürckel, der skulde ordne turen, fremholdt at aarstiden var uheldig.
„Det er skade,“ sagde han; „jeg har langt mere lyst til at se Spanien end Italien, der ingen tillokkelse har for mig. Men nu, da jeg vil stille min længsel, kommer Bürckel med sine indvendinger, hvis rigtighed jeg maa anerkjende.“
“Bürckel er dog kun raadgiver,“ indvendte Kainz. „Deres majestæt er herre og konge!“
„Ja,“ sukkede Ludwig, „men at være konge er ikke altid saa let, som det ser ud til.“
„Hvis det falder Deres majestæt besværligt, kan De jo overlade sceptret i andre hænder,“ bemerkede skuespilleren.
Svaret mishagede kongen, der reiste sig og gav ham et vink om, at han maatte benytte mere forsigtige udtryk.
Mindet om hans tidligere schweizerreiser dukkede op i hans sind. Han fik lyst til at gjense det idylliske land og de steder, hvor Wilhelm Tell, efter sagnet, færdedes.
Den fem og tyvende juni skrev han til Kainz:
„Deres kjære brev, hvoraf jeg ser, hvor meget De glæder Dem til vor reise til Schweiz, har beredt mig stor fornøielse! Den forhøier i betydelig grad min egen glæde over de dage, som jeg kommer til at nyde sammen med Dem i det herlige
