at kostumere sig paanyt, og sangere og orchester maa fra begyndelsen til enden udføre operaen for anden gang for kongen“, hed det i en af hans fortællinger.
„I det store hoftheater findes en indretning, der i tilfælde af brand kan sætte hele scenen under vand. Ved en separatforestilling skulde der være et heftigt uveir. Theaterstormen hylede, tordenen rullede. Med høi røst raabte Ludwig fra sin loge:
„Godt, meget godt! Men jeg ønsker virkelig regn. Lad vandet flomme!“
Maskinmesteren vovede at gøre indvendinger. Han fremholdt, at dekorationerne samt silke- og fløielstepperne vilde blive ødelagte.
„Det er ligegyldigt“, sagde kongen; „gjør, som jeg befaler!“
Nu strømmede vandet ud over scenen, over de kunstige blomster og huse. Sangerne blev gjennemvaade; de gjorde gode miner og sang tappert. Kongen klappede og raabte bravo.
„Mere torden, mere lynild!“ befalede han. „Ve over den, som vover at forlade scenen!“ –
Selvfølgelig var Mark Twains historie fuldstændig greben ud af luften; Ludwig lo hjertelig, da man læste beskrivelsen op for ham.
