„Skaan Dem! Gjør det for Deres families skyld og for at vedligeholde Deres guddommelige stemme. Gjør det ogsaa for min skyld! Jeg beder Dem derom, jeg, kongen, der ellers ikke er vant til at bede!“
Ved en anden leilighed skrev han til ham:
„Vi er begge modstandere af alt, som er tarveligt og slet, og vi gløder i hellig begeistring for alt, som er høit og rent. Derfor vil vi ogsaa hele vort liv blive ved at være trofaste og oprigtige venner.“
Sangeren Vogl fik ligeledes hyppige opfordringer til at indfinde sig hos Ludwig paa en bestemt tid af natten. Han maatte synge en arie for ham og blev derefter kjørt tilbage til sit hjem.
Kongen havde været en ypperlig rytter; som ung havde han paa sin yndlingshest sat over stok og sten.
Denne hest forærede han til den udmerkede hofoperasangerinde fru Vogl. Hver gang hun optraadte som Brünhilde i Wagners „Götterdämmerung“, red hun paa den, naar hun gjorde det forvovne sprang ind i ilden.
Under en forestilling, hvor Possart og fru Ramlo vekslede ringe, sendte kongen dem to diamantringe, som de skulde benytte paa scenen og beholde til erindring om ham.
