Mayr hulkede høit, idet han fjernede sig.
Enkelte mennesker stod udenfor for at se det sørgelige tog; kongen besvarede venlig deres hilsener.
Ved første omdreining af veien aftørrede han med haanden det fugtige vindu og saa tilbage paa Neuschwanstein, som han havde elsket saa høit, og som aldrig senere er bleven beboet.
Han saa syg ud; ansigtsfarven var askegraa, blikket uroligt.
Man byttede tre gange heste. Ved det sidste skifte, Seeshaupt, traadte vertinden hen og hilste ærbødig paa hans majestæt. Han bad hende om et glas vand. Da han gav hende det tomme glas tilbage, takkede han hende hjertelig. Grædende raabte hun efter vognen:
„Behüt Gott, Majestät!“
De nye magthavere havde frafaldt den plan at føre ham til Linderhof; thi man vidste, at en af hans livjægere samlede folk i Tyrol for at hjælpe ham over grænsen.
Medens vognen uden forhindringer naaede Berg, stod hundrede og tyve bønder rede til at frelse ham i nærheden af Reutte.
Efter to dages venten erfarede de, at kongen var kjørt en anden vei.
Det var dr. Gudden, som havde bestemt slottet
