og fengsler mig“, sagde han. „Han er ingen prinsregent, han er en prinsrebel!“
Baronesse Truchsesz opholdt sig fremdeles i forgemaket; hendes nærværelse begyndte at blive ham pinlig. Han ønskede, at hun skulde fjernes, men gav udtrykkelig ordre til, at man skulde gjøre det hensynsfuldt og mildt.
Kammertjeneren Weber havde to gange været i hans tjeneste. Ludwig forærede ham en diamantagraf, som han pleiede at bære paa sin hat.
„Jeg har ingen penge til at belønne Dem“, sagde han. „Modtag istedet min agraf samt dette gjældsbevis. Skulde man tvinge Dem til at udlevere diamanterne, saa vil mit dokument sikre Dem en skadeserstatning af 25,000 mark.“
Endvidere gav han ham sin bønnebog, der var meget slidt.
„Bed for mig“, sagde han.[1]
Det var en skrækkelig nat. Taagen havde opløst sig i regn, der faldt i stride strømme; og stormen hylede rundt Neuschwanstein.
Ludwig var næsten alene paa sit slot, som var
- ↑ Da Weber efter kongens død viste sig i besiddelse af hans diamantagraf, troede man i begyndelsen, at han havde tilvendt sig den paa uredelig maade. Det skriftlige gjældsbevis, hvorved han havde forpligtet sig til ikke at udlevere den uden mod en betaling af 25,000 mark, overbeviste myndighederne om, at man havde taget feil. Da diamanterne udgjorde en del af kronjuvelerne, maatte Weber alligevel bekvemme sig til at give dem tilbage. Saavidt vides fik han en mindre penge-erstatning, da man vilde respektere kongens sidste gave.
