han vidste, at han vilde være en viljeløs fange i deres hænder.
Den ophidsede tilstand, hvori han havde befundet sig den foregaaende dag, var bleven afløst af ligegyldighed for alt og alle; efter grev Dürckheims afreise syntes han fuldstændig brudt.
Han tænkte ikke mere paa modstand. En anden tanke beskjeftigede uafladelig hans sind; naar han i løbet af fredagen viste tilsyneladende ro, var det, fordi selvmordsplaner beherskede ham. Rastløs gik han op og ned i tronsalen og talte høit om at forkorte sit liv.
Af og til henvendte han nogle ord til Weber.
„Tror De paa sjælens udødelighed?“ spurgte han.
„Ja,“ svarede tjeneren.
„Ogsaa jeg tror paa den,“ sagde Ludwig. „Jeg tror paa sjælens udødelighed og paa Guds retferdighed.“
„Fra livets høide at blive slynget ned i et intet!“ vedblev han. „Et ødelagt liv! Jeg kan ikke udholde det. Jeg kunde finde mig i, at man tog min krone fra mig, men jeg overlever ikke at man erklærer mig for sindssyg.
