rigsdagen skulde indkaldes for at gjøre Ludwig den anden umyndig.
I løbet af natten modtog grev Dürckheim to gange befaling fra krigsministeriet om at indfinde sig i München.
Det første telegram lagde han rolig tilside. Det andet forelagde han kongen, idet han tilføiede, at han desværre var nødsaget til at reise, da han i modsat tilfælde vilde blive anklaget for subordination.
Ludwig var meget bedrøvet over at skulle miste ham.
„De ved, hvor inderlig jeg ønsker, at De skal blive hos mig,“ sagde han. “Telegrafer til min onkel og spørg ham, om han ikke samtykker i, at jeg beholder Dem.“
Greven gjorde dette, men svaret lød kort og bestemt:
„Det bliver ved krigsministeriets ordre!“
Dybt bevæget tog greven afsked for aldrig at se sin konge igjen.
I forværelset ventede Mayr paa ham. Kammertjeneren, der ønskede den nye regjering held og fremgang, var urolig over de forholdsregler, som Dürckheim havde taget.
„Tror De, at hans majestæt beslutter at reise til hovedstaden?“ spurgte han.
