sagde Ludwig til grev Dürckheim, som fandt hende der.
Ogsaa denne sidste ven fastholdt hans afreise til München som uundgaalig nødvendig. Om kongen paa dette tidspunkt havde vist sig i sin hovedstad, er det mere end sandsynligt, at hans folk vilde have sluttet sig om ham for at forsvare ham.
Han erklærede imidlertid, at han var aldeles udmattet; dog tilføiede han, at han vilde reise den følgende dag.
Mellem Ludwig og Bismarck havde der altid hersket et meget venskabeligt forhold.“[1] Jeg kunde i særlig grad glæde mig ved hans agtelse,“ har fyrsten ytret.[2] „Vi brevvekslede om vigtige politiske forhold indtil de sidste aar af hans liv. Naar han udtalte sine anskuelser, var han lige saa elskværdig mod min person som aandfuld i bedømmelsen af de forskjellige anliggender, der var paa tale.“
I dette fortvivlede øieblik tænkte kongen og grev Dürckheim begge paa det tyske riges mægtige kansler.
Den mislykkede hofkommission, der havde undladt at give embedsmændene i distriktet underretning
