været damernes ven, havde i disse timer en kvindelig gjest paa sit slot. Baronesse Truchsesz – spansk af fødsel, men indgiftet i det bayerske aristokrati – havde i den tidlige morgen skyndt sig til Neuschwanstein, da hun hørte, at hans majestæt skulde fengsles. Hun var styrtet ind i hans soveværelse uden at lade sig melde og havde gang paa gang forsikret ham om sin hengivenhed.
Han lod hendes talestrøm glide hen over sig med ro og gav hende haanden.
„Kjære baronesse,“ sagde han i sin elskværdigste tone, „vil De ikke tillade mig at sende bud efter Deres mand, for at De under hans beskyttelse kan vende tilbage til Deres villa?“
Baronessen vilde ikke gaa ind paa dette, men bønfaldt Ludwig om uopholdelig at reise til München.
„Det vil jeg ogsaa,“ sagde han, „om end ikke straks.“
„Jeg følger Deres majestæt!“ raabte hun.
Han gjorde en afværgende bevægelse.
„Det vil ikke godt gaa an,“ svarede han venlig.
Baronessen tog plads i forværelset, fast besluttet paa ikke at forlade hans dørtærskel.
„Hvis forholdene ikke var saa alvorlige, vilde jeg føle mig fristet til at le af den gode baronesse,“
