Saa hurtig, som hans ben kunde bære ham, løb han derpaa ad en steil skovsti op til Neuschwanstein, hvor han meddelte den tjenstgjørende kammertjener Weber, hvad han havde oplevet.
Ludwig gik frem og tilbage i den oplyste sangerhal og deklamerede med høi stemme dele af en opera, som nylig var bleven ham tilegnet.
Osterholzer styrtede aandeløs ind og kastede sig paa knæ for ham; i sin ophidselse fik han kun fremstammet nogle usammenhængende ord.
Kongen forstod ham ikke; han vinkede Weber hen til sig og spurgte, hvad denne scene skulde betyde. Kammertjeneren forklarede, at grev Holnstein og en del andre herrer var ankomne til Hohenschwangau, og at man havde fiendtlige planer mod hans majestæt.
Osterholzer bønfaldt ham om at flygte øieblikkelig; ogsaa Weber tilbød at være ham behjælpelig.
Ludwig tilbageviste tilbudet.
„Hvorfor skulde jeg flygte?“ spurgte han. „Hvis en virkelig fare truede, vilde Karl have skrevet til mig!“
„Karl“ var hof-furéren Hesselschwerdt, som han endnu i dette øieblik nærede tillid til.
Efter nogen betænkning gav han alligevel befaling til, at hans tjenere skulde samle sig.
