Undertiden hørte han fodtrin bag sig og vendte sig forskrækket; men der var ingen at se. Han saa dyr krybe rundt paa gulvet, men opdagede i næste øieblik, at tjeneren, der lydig bøiede sig for at tage det bort, ikke holdt noget i haanden. Han stillede ham paa prøve, forlangte, at han skulde se ting, som kongen selv ikke saa, og overfaldt ham med haan og vrede, naar han havde ladet sig forlede til at narre ham.
Naar Ludwig kjørte ud, pleiede han at bukke dybt for et enkelt træ i skoven. I sin kroningsdragt med sceptret i haanden hilste han ærbødig statuerne af de franske konger. Enkelte gange lod han sneen bedække med stene, for at han om vinteren kunde indbilde sig, at det var sommer.
Tiltrods for alt bevarede han sin skarpe iagttagelsesevne. Han ophørte aldrig til en vis grad at tænke logisk og at handle udholdende og konsekvent. Selv i hans allersidste aar var der uger og dage, hvor han var ved fuld bevidsthed.
